Bag om filmen
Instruktøren om filmen Filmens tilblivelse Rebeckas dagbog
RENÉ BO HANSEN, Instruktør
KATARINA BOBERG, med forfatter manuskript.

RENÉ BO HANSEN, Instruktør

Når det normale er unormalt.
”Søskende til handicappede og psykisk syge børn og unge er ofte en overset gruppe. Både i samfundet og i de nære omgivelser - ja, endda ofte i familien selv. Det udsatte og syge barn tager - ikke uden grund - megen tid og opmærksomhed. Familiens indsats i forhold til det handicappede barn er ofte så stor, at ingen knapt opdager den krise, som hele familien befinder sig i. Og i skyggen kan angsten og skyldfølelser let slå rod hos det ”normale” barn.

Præcist således har min yngste datter oplevet de sidste ti år af sit liv, hvor hun har måtte leve med, at hendes storesøster er psykisk syg. Min yngste datter er nu kommet igennem de mange store kriser og spørgsmål, som netop teenageårene byder på. - En ”rejse” som filmens hovedperson Rebecka står midt i.

Filmen om Rebecka gav mig en stor mulighed for at omsætte nogle af de erfaringer, jeg som far til et psykisk sygt og et ”normalt” barn har gjort mig. Det sværeste af alt er, at man som forældre kun kan hjælpe til en vis grænse. Både i forhold til det syge barn - og i forhold til de livs-erkendelser, som søskende selv må igennem. Dette er netop kernen i filmen om Rebecka. At vi alle nødvendigvis må komme til en forståelse og accept af de vilkår, som livet har givet os. Også når det gælder kærlighed der gør ondt. Og også når det gælder livsvilkår, der, uanset hvor hårdt man kæmper, eller hvor højt man ønsker sig det, grundlæggende ikke kan laves om.

Denne erkendelse betyder umådelig meget for, hvordan vi bliver som mennesker, og ikke mindst hvordan vores muligheder bliver for at folde livet ud . Bitterhed, indeklemt sorg og mindreværd er følgesvende, som i bogstaveligste forstand indskrænker vor liv. Og for børn med særlige sociale og personlige belastninger er disse problematikker naturligvis skærpede.”


KATARINA BOBERG, med forfatter manuskript.

”1998 fik jeg og min mand vort andet barn. En lille dreng (Jonathan) som blev født med en svær hjerneskade. Efter et chok, sorg og at mindst 20 forskellige speciallæger havde været involveret, fandt vi, at vores lille dreng var en rigtig solstråle - tilfreds og glad med sit liv, totalt uafhængigt af hvad vi andre så måtte mene om samme. Jeg, min mand og vor datter Rebecka, forelskede os hurtigt i denne lille ubegribelige charmetrold.

De første år reflekterede Rebecka meget lidt over Jonathans handicap. Hun elskede ham over alle bjerge, uden forbehold. Men da hun blev 9 år, kom tankerne, spørgsmålene og problemerne snigende. Det tydeligste var hendes overdrevne omsorg for Jonathan og hendes rædsel for at der skulle ske ham noget. Rebecka begyndte at spørge, om andre børn også var som Jonathan, eller om der var andre piger, som havde en lillebror præcis som ham. Vi ledte blandt film og bøger, men fandt meget lidt, hvor Rebecka kunne finde genkendelse for sine tanker og følelser. Senere efter nogle år, blev Jonathan mere en ”hjemme-lillebror”. Han skulle ikke følge med til Rebeckas idrætskampe, fløjte-koncert, skoleafslutning osv. Så småt indså vi, at Rebecka opfattede sig som negativt anderledes og udpeget p.g.a. Jonathan. Og dér befinder vi os i dag.

Min forhåbning er, at andre børn og unge skal kunne se filmen, identificere sig med Rebecka og kunne glæde sig over, at det anderledes også findes. At det er fint med det anderledes, at det anderledes ikke er farligt, at det ikke er synd for nogen, og at vi alle på hver vores måde er anderledes. Jeg håber også, at børn og unge kan se alvoren i filmen og forstå, at omverdenens snævre normer stiller urimelige krav til en 12-årig storesøsters modenhed.”

 

© Nordstjernen Film og TV & Pimento Film och Produktion.